Sådan lagde vi en sikkerhedsplan for Maria
Når en medarbejder bliver gravid, er det vigtigt at sikre, at hun kan fortsætte sit arbejde uden risiko for sig selv eller barnet.
Vi er vant til at håndtere de udfordringer, der kan være i forbindelse med graviditet og malerfaget – og glæder os over, at vores dygtige maler Maria har haft mulighed for, at fortsætte sit arbejde hos os, helt frem til barslen. Det kan ellers være en udfordring i malerfaget, hvor løft, forskellige arbejdsstillinger og kemikalier typisk er en del af arbejdsdagen.
Og hvordan løste vi så det?
Maria informerede tidligt om graviditeten hvilket gav os mulighed for hurtigt at tilpasse arbejdsmiljø- og opgaver, til den lykkelige omstændighed
I samarbejde med arbejdsmiljøhuset udarbejdede vi en liste over de materialer hun måtte arbejde med, som indgik i en APV/graviditetsrapport. Vi identificerede mulige risici – som tunge løft, udsættelse for dampe og arbejde i højder – og fandt sikre alternativer.
Rapporten var en stor hjælp for både os og Maria, fordi det var så tydeligt hvad der var et no go, og hvad der var okay at arbejde med. Resultatet blev en plan, der gjorde det muligt for Maria at fortsætte med at bidrage til holdet, samtidig med at hun og barnet var beskyttet.
Som Maria siger, har en af de største udfordringer været at acceptere, ikke at kunne løfte lige så tungt eller arbejde lige så hurtigt som før graviditeten. Og netop derfor er det så vigtigt, at vi får lagt en plan og sat en ramme, så ansvaret for at tage hensyn til graviditeten ikke alene påhviler Maria, men i høj grad også os.
3 tips til at passe godt på en gravid maler
1. Tilpas arbejdsopgaverne
Undgå tunge løft, arbejde på stiger og opgaver med langvarig fysisk belastning.
Giv i stedet opgaver, der kan udføres i sikre arbejdsstillinger og uden unødig fysisk pres.
2. Vælg sikre materialer
Skift til maling og produkter uden skadelige dampe eller kemikalier.
Sørg for god ventilation og brug værnemidler, selv ved lavrisiko-materialer.
3. Skab fleksibilitet
Tilpas arbejdstider og pauser, så der er plads til hvile, hvis det er nødvendigt.
En fleksibel plan gør det lettere for den gravide at holde energien oppe og undgå overbelastning.
For os handler det om mere end regler – det handler om omsorg og ansvarlighed.
Vil du også arbejde et sted, hvor sikkerhed og trivsel er i fokus? Så søg job hos os.