Vi hepper på Kille, når hun senere i denne måned konkurrerer med andre bygningsmalere i Oslo.
Vores talentfulde kollega, Kille Falkensten Steen, deltog tidligere i år ved DM i Skills. (Det er det årligt tilbagevendende mesterskab, hvor unge fra erhvervsuddannelserne konkurrerer om, hvem der er bedst).
Her klarede 21-årige Kille sig godt! Faktisk så godt, at hun nu skal repræsentere Danmark i malerfagets egen konkurrence om at blive nordisk mester.
Mesterskabet foregår i Oslo i perioden 13.-18. september, og Kille er med Danske Malermestre i ryggen for længst fritaget fra sit almindelige job hos os. I disse dage træner hun på fuld tid på Tech College Aalborg.
Kille kan sit kram, men indrømmer, at hendes favoritdisciplin er opsætning af tapet. Hvad hun end skal konkurrere i, kan hun regne med et heppekor fra os.
Vores lærlingeansvarlige, Jane Nørgaard, og hendes mand er gået i gang med at øve danske slagsange. (Så må vi se, om korene fra Sverige, Norge, Island og Finland kan matche deres niveau). 😉
Jane Nørgaard har fulgt Kille tæt, fra vi i 2020 udnævnte hende som ansvarlig for vores lærlinge. Derfor var hun naturligvis den første til at gratulere og dele blomster ud, da Kille for et par måneder siden stod med sit svendebrev i hånden.
Sådan siger Jane, som i øvrigt har lovet at tage en masse billeder fra konkurrencen:
”Vi har svært ved at undvære en kapacitet som Kille, mens hun træner til og deltager i de nordiske mesterskaber. Både fordi vi har travlt, og fordi hun er den, hun er. På den anden side føler vi en forpligtelse til at give fortællingen om vores branche et løft opad. For der er desværre nogle fordomme. Fx om ensidigt arbejde, og det er langt fra tilfældet. Tværtimod! Med Kille som ambassadør for vores stolte fag håber vi for fremtiden at kunne tiltrække endnu flere til uddannelsen som bygningsmaler.”